Vores historie

Den 29. marts i år blev vi forældre til en meget lille dreng. Hector blev født 11 uger før tid, vejede ved fødslen 1.370 gram og var 41 cm lang. 

Vi var komplet uforberedte på situationen. Hvad vi troede var en maveinfektion, "udviklede" sig helt uventet til en fødsel - og 1 1/2 time senere lød et meget spinkelt vræl... Hector blev kørt væk i hastig fart. Vi anede hverken op eller ned, men af en eller anden grund gik vi ikke i panik. Ingen af os tænkte på det tidspunkt tanken, at han muligvis ikke ville overleve. Vi var vist gået i chok. 

Efter et par timer fik vi lov at komme ned til ham. Han var lillebitte og lå i en meget stor kuvøse, havde en sonde igennem munden, luft pustende op i næsen, elektroder på brystet, plaster på hælene og en ledning bundet til den ene fod. Stille og roligt begyndte det at gå op for os, at det ikke var helt godt.

De næste mange uger levede vi med et miks af følelser. Vores sædvanlige liv var pludselig skiftet ud med et liv på en delt hospitalsstue med konstante lyde i døgnets 24 timer; Alarmer fra vores egen og andres babyer, apparater, gråd fra andre børn og forældre, løb på gangene og et sandt virvar af nye mennesker og oplysninger, vi skulle forholde os til. Vi kiggede lægerne over skuldrene, når de foretog hjernescanninger, hjertescanninger og øjenundersøgelser og holdt vejret hver gang. En sølle vægtforøgelse på 5-10 gram eller et vægttab gjorde pludselig forskellen på en god eller dårlig dag. Vi var lykkelige for vores lille dreng, som efter omstændighederne klarede sig rigtig godt. Men vores virkelighed var også magtesløshed, usikkerhed, og enkelte gange desværre også reel angst for at miste ham.                                                                                                                                                                                                                   
Hector var kun 29 uger da han blev født og havde som stort set alle meget for tidligt fødte børn svært ved at huske at trække vejret. Utallige gange i løbet af en dag bimlede alarmen, en sygeplejerske kom hastigt ind, og så var det ellers bare at vente 20 sekunder for at se, om han selv ville komme i tanke om at trække vejret. Imens måtte vi kigge på, at brystkassen var helt stille, og at han blev blålig rundt om læberne – uden at vi måtte gøre noget. Tit kom han i tanke om at trække vejret, men ofte skulle han ”vækkes” og hjælpes på vej. Selvom det var hverdag vænnede vi os aldrig helt til det. Og ind i mellem gjorde det os næsten hudløse.

Langt hen ad vejen gik det rigtig fint fremad for Hector. Kun en enkelt gang så det rigtig skidt ud. Da Hector var en uge gammel og vejede 1.160 gram, blev han ramt af en infektion. På under ½ time blev han pludselig helt slap, mens han lå på Jans mave. I løbet af få minutter var der læger og sygeplejersker på stuen, som alle prøvede at få ham ”vækket”. Han blev lagt  tilbage i sin kuvøse og fik øget trykket i sin næsemaske, men intet hjalp. I 45 min forsøgte læger og sygeplejersker at få gang i ham, alt imens de prøvede at lægge et drop. Uanset hvor meget de stak eller tog fat i ham, reagerede han ikke. Vi stod magtesløse og forstod ikke, hvordan alt pludselig kunne vende på få minutter. Jo mere personale, der kom ind på stuen, jo mere lys der blev tændt - desto mere bange blev vi. Jan stod fast ved kuvøsen kiggede ind til Hector, talte til ham og holdt ham i hånden igennem kuvøsens ene låge. Jeg, derimod, kunne pludselig ikke holde sammen på mig selv. Jeg blev fyldt med følelsen af, at vi skulle miste vores lille dreng, forlod stuen og satte mig hulkende ud på gangen. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville brokke mig over, at han græd, hvis han bare nu ville komme med et lille piv. Og det gjorde han heldigvis. Efter en time åbnede han sine små øjne, og i løbet af 24 timer blev han ”rask”. Vi var ovenud lykkelige! Men oplevelsen – og frygten for at det skulle ske igen - sad i os resten af tiden på hospitalet. 

På trods af bump på vejen oplevede vi vores tid på neonatalklinikken som rigtig god. Læger, sygeplejersker, lægesekretærer, rengøringspersonale og laboranter var fantastiske – professionelle og ikke mindst utrolig omsorgsfulde. De var en afgørende faktor for, at vi kunne holde hovedet ”oven vande”, og at vi turde tro på, at vores lille dreng nok skulle klare skærene. Vi fik også en kæmpe støtte fra familie og venner. De lavede mad til os (forældre skal selv sørge for mad), kom forbi med en kop kaffe, trak os ud på en gåtur, sendte kort og viste en kæmpe forståelse.    

Fra tidlig morgen til sen aften lå Hector skiftevis på vores maver – hud mod hud – i det omfang han kunne holde til det. Vores ro og overskud (eller mangel på samme) smittede direkte af på ham. Ofte kørte vi ”skiftehold”, så den ene af os kunne køre hjem og tage et bad, stirre ud i luften eller gå en tur. Vi oplevede, hvor stor en forskel ”lidt luft” kunne gøre for vores overskud og for Hectors velbefindende. Samtidig kunne vi konstatere, at langt fra alle forældre var lige så privilegerede som os, så de kunne tage hjem. Det var her tanken om et nyt forældrerum opstod. 

På trods af en forventet indlæggelsestid på 11 uger, blev vi allerede udskrevet efter 6 uger til en indlæggelse i hjemmet. På det tidspunkt var Hector lige rundet 2 kilo og havde stadig sonde. Efter 2 uger herhjemme blev vi sat helt på fri fod. 

9 måneder efter fødslen fejrede en sund og tung Hector på 9 kilo juleaften i et badebassin i Sydafrika.